Beskrivelse
Lidt om Decideret Cider
I Decideret Cider vil vi vise, at æblecider kan være læskende og uhøjtidelig som en øl, kompleks som vin, sur som lambik og frugtig som nypresset most. Hvert år rådner 5 mio. kilo æbler i de danske haver. Det er et kæmpe spild, som er lige til at samle op fra plænerne. I vores cideri i Københavns Nordhavn producerer vi cider af overskudsæblerne – både af usprøjtede haveæbler fra Fyn (og vores egen lokale æbleindsamling i København) og af æbler fra udvalgte økologiske plantager.
Vi undersøger, hvad de danske sorter kan, kværner og presser og gærer mosten til cider, som vi håndtapper på små og store flasker – for cider kan gå både i brystlommen og i vinglasset.
Noget skal drikkes friskt med fuld knald på æblesmagen – andet vinder ved lagring på egetræsfade. Fælles for vores cidere er, at de er spontangærede og af 100 % danske æbler med fokus på godt håndværk, nysgerrighed og madspild.